Luther og muslimer

I Artikler af Thomas Bjørnestad Platz

Der er den særlige omstændighed ved muslimer på Martin Luthers tid, at de repræsenterede en stor militærmagt, der truede mange lande, hvor kristendommen ellers stod stærkt. Det tyrkisk-muslimske Osmannerrige havde siden grundlæggelsen i 1299 foretaget en opsigtsvækkende ekspansion.

Luther opfattede Osmannerriget som Guds strafferedskab over syndige kristne, der derfor først skulle gøre bod og forsone Gud, inden de bekæmpede muslimerne militært.

Derudover opfattede Luther islam, som han opfattede alle andre ikke-lutherske religioner. Islam var Djævelens værk, Allah var Djævelen selv, Muhammed hans profet og muslimer Djævelens håndlangere.

[E]n nedbryder, fjende og bespotter af vor Herre Jesus Kristus og i stedet for Evangeliet og troen ophøjer sin skændige Muhammed og alskens løgn. Tillige fordærver han al verdslig øvrighed og hustugt eller ægtestand, og hans krigsførelse er intet andet end mord og blodsudgydelse, han er kort sagt et ægte djævelens redskab.
Om krigen mod tyrkerne, 1529. Luther om de tyrkiske muslimer

Jeg og mine tilhængere holder og prædiker fred, paven og hans parti strides, myrder og plyndrer ikke alene deres egne genstridige, men brænder, fordømmer og forfølger også de sagesløse, fromme, rettroende, som en ægte Antikrist. Han sidder nemlig som kirkens overhoved i Guds tempel og gør det – det gør tyrken ikke. Men ligesom paven er Antikrist, er tyrken den skinbarlige djævel. Imod dem begge kæmper vor og kristenhedens bøn. De skal også fare til Helvede.
Om krigen mod tyrkerne, 1529

Da nu Muhammeds Koran er en så stor og mangesidig løgneånd, at han knapt lader noget som helst af den kristne sandhed blive stående, hvordan skulle det så kunne være andet, end at han også skulle være en vældig morder, og begge dele under skin og retfærdighed.
Om krigen mod tyrkerne, 1529

[D]a løgneånden har besat Muhammed, og djævelen ved hjælp af sin Koran har myrdet sjælene og fordærvet Kristustroen, måtte han også fortsætte og gribe til sværdet for også at myrde legemerne. Og på den måde er den tyrkiske tro nået så vidt, ikke ved prædike og undergerninger, men ved sværd og mord
Om krigen mod tyrkerne, 1529

Men aldrig er noget rige opkommet og blevet så mægtigt ved mord og rov som tyrkens, og endnu myrder og røver han daglig. Det bliver dem nemlig befalet i deres lov som en god, gudvelbehagelig gerning, at de røver, myrder og bestandig æder længere omkring sig og ødelægger, som de da også gør, og mener at gøre Gud en tjeneste dermed.
Om krigen mod tyrkerne, 1529

Således er det også sikkert, at blandt tyrkerne, som er djævelens hær, er der ingen, som er kristen eller har et ydmygt og retskaffent hjerte.
Om krigen mod tyrkerne, 1529

Så skal du ej heller plage dig med bekymring for, at du udgyder uskyldigt blod i tyrkernes hær, eftersom du hører, at de af Gud er dømt til død og Helvede som hans fjender. Og han befaler dig gennem din hersker at fuldbyrde den dom over tyrken, og at både din hånd og lanse er og kaldes Guds hånd og lanse, og du er altså Guds, den allerhøjeste Herres skarpretter og bøddel over for hans store, fordømte fjende. Hvorledes kunne du kæmpe mere hæderligt og prisværdigt?
Hærprædiken mod tyrken, 1530

[F]or de [kristne] ser, at ligesom der, når de dør, er lutter engle, som tager vare på deres sjæle, således er der i tyrkens hær lutter djævle, som tager vare på tyrkernes sjæle og støder dem ned i Helvedes afgrund.
Hærprædiken mod tyrken, 1530

Kort sagt, hvorhen vi vender os, finder vi den rette vært djævelen hjemme. Kommer vi til tyrken, farer vi til djævelen, bliver vi under paven, falder vi ind i Helvede, lutter djævle på begge sider og overalt.
Hærprædiken mod tyrken, 1530

Stå derfor fast og vær forvisset om, at tyrken visselig er djævelens sidste og værste raseriudbrud imod Kristus, med det slår han bunden ud af karret og udtømmer fuldstændigt sin forbitrelse mod Kristi rige.
Hærprædiken mod tyrken, 1530

Herudfra kan nu enhver rådspørge sin samvittighed og, når det befales ham at kæmpe mod tyrken, finde ud af, hvad han skal mene og gøre, nemlig at han ikke skal være i tvivl om, at den, der strider mod tyrken, når denne åbner krig, strider mod Guds fjende og Kristi bespotter, ja imod djævelen selv. Han skal altså ikke bekymre sig og tro, at han udgyder uskyldigt blod, hvis han dræber en tyrk eller kristen, men det er visselig en Guds fjende og Kristi bespotter … Derfor kan heller ingen kristen eller Guds ven være i tyrkens hær uden at fornægte Kristus og også blive Guds og hans Helliges fjende; de hører alle djævelen til og er også besat af ham ligesom deres herre Muhammed og den tyrkiske kejser selv.
Hærprædiken mod tyrken, 1530

Tyrken er fordømt af Gud til død og Helvede.
Hærprædiken mod tyrken, 1530

Ifølge Luther kan muslimers måde at leve på virke forbilledlig:

De drikker ikke vin, æder og drikker ikke som vi tyskere, klæder sig ikke så letfærdigt og kostbart, bygger ikke så pragtfuldt, brovter ikke som vi, bander og sværger ikke som vi, udviser stor og fremragende lydighed, respekt og ærbødighed mod deres kejser og herre og har et særdeles fast og velfungerende styre, som vi gerne ville have det i de tyske lande.
Hærprædiken mod tyrken, 1530

Men den fromhed og gudsfrygt, man kan finde blandt muslimer, er ifølge Luther skin og bedrag, hykleri og forstillelse:

Djævlen kan nemlig også være alvorlig, gøre sure miner, faste meget, gøre falske undere og henrykke sine tilhængere. Derfor skal du vide, at sådanne tyrkiske helgener er djævelens helgener, som vil gøre sig fromme og salige og hjælpe andre ved deres egne store gerninger og uden den eneste frelser Jesus Kristus. Og således forfører de både sig selv og alle andre …
Hærprædiken mod tyrken, 1530

Se – under dette tyrkernes skin af hellighed ligger skjult – eller egentlig åbenlyst – så meget grufuldt, nemlig at de ikke blot fornægter Kristus, men også driver hån og spot med hans blod, død og opstandelse og med alt det gode, han har gjort for verden. Og de sætter deres Muhammed over ham, hvorved de også bespotter Gud Fader og ærer Djævelen i stedet for Gud. Derforuden er de også sådanne blodhunde, som udløser gruelig meget blod og begår mord i så mange lande, at man aldrig i verden har hørt magen. Endvidere bedriver de en sådan vælsk og sodomistisk utugt, at det ikke kan omtales for anstændige mennesker ud over det, at de slet ikke agter ægteskabet. Og så er de desuden de værste røvere og ødelæggere mod alle lande og folk.
Hærprædiken mod tyrken, 1530

Alt i alt anså Luther de tyrkiske muslimer for ”djævelens tjener”, ”Herre Kristi fjende”, ”den skinbarlige djævel”, ”bærmen af al vederstyggelighed og vildfarelse”, ”djævelens hær”, ”blodhund og djævel” osv. osv. Derudover understregede Luther, at muslimernes gud Allah var Djævelen selv, og at deres profet, Muhammed, var besat af Djævelen.
Om krigen mod tyrkerne, 1529 og Hærprædiken mod tyrken, 1530