Luther og lydighed

I Artikler af Thomas Bjørnestad Platz

Martin Luther kræver så godt som ubetinget lydighed af folk, og lydigheden bør gennemsyre alle niveauer af samfundet. Børn skal adlyde deres forældre. Tjenestepiger og karle skal adlyde deres herrer og fruer. Hustruer skal adlyde deres mænd. Børn skal adlyde deres lærere. Og alle skal adlyde fyrsterne, for hele dette samfundshierarki er bestemt af den kristne gud.

Selv når ens overordnede er onde og uretfærdige, ja, om man så skal leve et helt liv i lidelse, så må man ikke begå oprør. Så skal man stadig adlyde. Der er kun én undtagelse fra denne grundregel: Hvis ens fyrste er sindssyg, så må undersåtterne begå oprør. Men hvem skal afgøre, om han er sindssyg?

Derudover skulle der ifølge Luther være trosfrihed i menneskets ”sjæl”, i dets ”indre”. Hvad der foregik herinde, måtte de verdslige magthavere ikke blande sig i. Hvad folk sagde og gjorde offentligt, blandt andre mennesker og ude i samfundet, var derimod en anden sag. Her skulle de helt underkaste sig den lutherske ortodoksi.

Luthers generalopgør med pavekirken har ganske vist inspireret andre til at gå imod magtfulde autoriteter. Men i det omfang, at det har fået dem til at gøre noget andet, end Luther anbefalede, ville han selv have været den første til at modsætte sig det. For Luther var der nemlig én og kun én Sandhed, og de, der afveg fra den, var på Djævelens hold. Han kaldte fx andre protestantiske ledere og troende, som var uenige med ham, for ”skinbarlige djævle” og den slags.

Luther har to foretrukne skriftsteder fra Bibelen, der begrunder, at myndighederne har deres magt fra Gud, og at de, der går imod myndighederne, derfor går imod Gud:

Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom
Romerbrevet 13,1-2

For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode. For det er Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal stoppe munden på tåbelige og uforstandige mennesker; I er jo frie, ikke til at bruge friheden som et dække for ondskab, men som Guds trælle
1. Peterbrev 2,13-16

Ifølge Luther er kravet om lydighed mod myndigheder allerede indstiftet af Gud i det fjerde bud i Moseloven (”Ær din far og din mor”). Og han mener, ulydighed er værre end mord:

Af dette bud lærer vi, at næst efter de høje gerninger i de første tre bud er der ingen bedre gerninger end lydighed og tjenstvillighed mod alle dem, der er vor øvrighed. Derfor er ulydighed en større synd end mord, ukyskhed, tyveri, bedrageri …
Om de gode gerninger, 1520

[F]yrster er i almindelighed jordens største tåber eller værste slyngler. Derfor må man altid være belavet på det værste fra dem … de er Guds tugtemestre og bødler, og hans hellige vrede benytter dem til at afstraffe de onde og sørge for ydre fred. Vores Gud, han er en mægtig herre, derfor må han også have disse adelige, højvelbårne, rige bødler og tugtemestre, og han vil, at de skal have rigdom og modtage ærbødighed og ærefrygt fra alle i overflod og mængde. Det er efter hans guddommelige vilje, at vi kalder hans bødler ’nådigherrer’, kaster os for deres fødder og er dem underdanige med den største ydmyghed, såfremt de ikke overskrider deres beføjelser og fra at være bødler vil være hyrder.
Om lydighed mod den verdslige øvrighed, 1523

At øvrigheden er ond og uretfærdig, undskylder hverken sammensværgelse eller oprør.
Fredsappel i anledning af de schwabiske bønders tolv artikler, 1525

I skal ikke blot underordne jer de gode herrer, men også de onde.
Fredsappel i anledning af de schwabiske bønders tolv artikler, 1525

Lidelse, lidelse, kors, kors, det er de kristnes lov – og ikke noget som helst andet!
Fredsappel i anledning af de schwabiske bønders tolv artikler, 1525

[I] den nye pagt … står Kristus, vores mester, og lægger os med legeme og ejendom ind under kejseren og den verdslige lov, når han siger: Giv kejserens, hvad kejserens er. Således siger Paulus også i Rom.12 til alle døbte kristne: Enhver skal underordne sig magthaveren; og Peter: I skal underordne jer enhver menneskelig ordning … For dåben gør ikke legeme og ejendom fri, men sjælen.
Imod bøndernes røver- og morderbander, 1525

Den, der ikke vil lystre Guds ord med det gode, må lystre bøddelen med det onde. Siger man, at det er ondt og ubarmhjertigt af mig, svarer jeg: Åh, I med jeres barmhjertighed! Vi taler nu om Guds ord; han kræver, at kongen skal lydes og oprørerne knuses …
Åbent brev om det skarpe skrift imod bønderne, 1525

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer som var det Kristus … I ved jo, at enhver skal få gengældt af Herren, hvad han gør af godt, hvad enten han er slave eller fri.
Den Lille Katekismus, 1529. Luther citerer her, med tilslutning, Paulus

Det er på grund af ulydigheden, at man daglig må hænge, halshugge og radbrække så mange slyngler. Fordi de ikke vil lade sig opdrage i skikkelighed, bringer de det ved Guds straf så vidt, at man ser dem ende i ulykke og elendighed.
Den Store Katekismus, 1529