Luther og jøder

I Artikler af Thomas Bjørnestad Platz

Martin Luther mente, at jødedommen var en falsk religion, ikke mindst fordi den afviste Jesus Kristus som messias, og af samme grund havde den ingen eksistensberettigelse. Men hans opfattelse af jødedommen kunne antage vidt forskellige betoninger.

Til at begynde med slog Luther til lyd for at møde jøderne med venlighed. Man skulle vise dem næstekærlighed, integrere dem i samfundet og give dem en ordentlig – dvs. luthersk – indføring i kristendommen. Alt dette skulle man gøre, fordi det efter Luthers opfattelse repræsenterede en overlegen omvendelsesstrategi.

Luther tog imidlertid fejl. Jøderne var generelt lige så uinteresserede i hans protestantiske kristendom som i pavens katolske kristendom. Og da han ikke kunne frelse dem, begyndte han at forfølge dem.

Professor emeritus i kirkehistorie, dr.theol. Martin Schwarz Lausten har skrevet dette om konsekvenserne af Luthers jødehad og karakteren af det:

Luthers stilling til jødedom og jøder fik stor indflydelse ikke bare på politikken i Sachsen, men den blev afgørende for den holdning, som store dele af protestantismen indtog i de følgende århundreder.

Kilde: Kirke og synagoge. Holdninger i den danske kirke til jødedom og jøder i middelalderen, reformationstiden og den lutherske ortodoksi, 1992

Man kan på ingen som helst måde undskylde Luthers holdning. Den yder et stort bidrag til den skyld, som for altid vil hvile over den kristne kirke på grund af dens behandling af jøderne i tidens løb.

Kilde: Martin Luther: Munk – oprører – reformator, 2006

Af gode grunde kunne Luther ikke være antisemit – begrebet med dets pseudovidenskabelige raceteorier dukkede først op sidst i 1800-tallet – men virkningerne af hans antijødedom har været lige så fatale.

Kilde: Luther og Danmark i 500 år, 2017

Nogle har af og til forsvaret Luther ved at hævde, at det ikke er det jødiske folk, som han angriber. Det er direkte forkert. Side op og side ned i skriftet er det netop det jødiske folk, som groft og vulgært angribes ved hjælp af middelalderlige fordomme, løgnehistorier og dumhed. At Luther skulle være senil eller på anden vis åndssvækket, da han skrev sine antijødiske skrifter, er der intet, der tyder på. Vi har andre skrifter fra den tid, der modbeviser det.

Kilde: Luther og Danmark i 500 år, 2017

I det følgende uddrag fra Luthers vigtigste ”jødeskrifter”:

At Jesus Kristus var født som jøde (1523):

Vor tids narrehoveder: paverne, bisperne, sofisterne [de katolske teologer], munkene – de dumme æselhoveder – har hidtil behandlet jøderne på en sådan måde, at den, som var en god kristen simpelthen kunne have ønsket at blive en jøde. Og hvis jeg havde været jøde og havde set den slags torsk og slamberter regere og forkynde den kristne tro, så ville jeg hellere være blevet et svin end en kristen. De har nemlig behandlet jøderne, som om de var hunde og ikke mennesker og har ikke været i stand til andet end at kæfte op imod dem og tage deres ejendom, når de har døbt dem. Ingen har vist dem, hverken hvad kristen lære eller kristent liv var, men de har bare lagt dem ind under pave- og munkevæsnet.

Jeg har det håb, at hvis man ville behandle jøderne venligt og underviste dem ordentligt ud fra Den hellige Skrift, så ville mange af dem blive sande kristne … Og selv om vi priser os så svært lykkelige, så er vi alligevel hedninger, medens jøderne er af Kristi folk. Vi er svogre og fremmede, de er blodsfrænder, fætre og brødre af vor herre.

Hvis man vil hjælpe dem, må man ikke praktisere pavens, men kristenkærlighedens lov over for dem og tage venligt imod dem. De skal have lov til at drive deres næring og arbejde sammen med andre mennesker, så de kan få anledning til og mulighed for at være sammen med os og omkring os og til at høre og se vor kristne lære og vort kristne liv.

Om jøderne og deres løgne (1543):

Tag dig derfor i agt for jøderne og vær klar over, at hvor de har deres synagoger, er der ikke andet end en djævlerede, hvor der drives selvros, hovmod, løgn og bespottelse, hvor man vanhelliger Gud og mennesker med al mulig giftighed og forbitrelse, som djævlene selv udøver disse ting. Og hvor du ser eller hører en jøde undervise, skal du ikke tro andet, end at du hører en giftig basilisk, som selv ved synet forgifter og dræber folk.

Djævlen og alle hans engle har besat dette folk.

Derfor kan du, når du ser en rigtig jøde, med god samvittighed slå kors for dig og sige med bestemthed: Dér går en skinbarlig djævel.

Dette dødelige had til gojim [ikke-jøder] har de fra ungdommen af indsuget hos deres forældre og rabbinere og indsuger det til stadighed, så at det, som Sl. 109,18 siger, har gennemtrængt deres kød og blod og helt og fuldt er blevet deres natur og liv.

En regulær svinesti kan i Guds øjne og for en sund forstand kaldes en kongesal imod dette [jødiske] tempel på grund af disse store, gruopvækkende, uhyrlige svin.

Ingen hedning bærer sig sådan ad, det gør ingen andre end djævelen selv, eller de, som han har besat, som han har gjort det med jøderne.

[D]et nuværende grumsede bundfald, den væmmelige bærme, det indtørrede skum, rådne bundvand og den mudderpøl, som jødedommen nu er.

[A]t omvende djævelen og hans tilhængere er umuligt og er heller ikke befalet os, det er tilstrækkeligt at afsløre deres løgne og bringe sandheden for lyset.

[D]e er uforbederlige løgnere”.

Ikke desto mindre vover de at træde frem for Gud med et sådant hjerte og skident mundtøj, at nævne hans hellige navn, at bede, at anråbe ham om at bringe dem tilbage til Jerusalem, sende Messias, dræbe alle hedninger og give dem alverdens gods. At Gud ikke slår til med torden og lynild og pludselig opbrænder dem med ild som med Sodoma og Gomorra, skyldes kun, at det er for ringe en straf for en sådan ondskab”.

[D]e er tørstige blodhunde og mordere over for hele kristenheden, og det med fuldt overlæg, og har været det i mere end 1400 år …

[D]e er giftige, bitre, hævngerrige, lumske slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst.

Deres ånde stinker af begærlighed efter hedningernes guld og sølv, for der har aldrig været, er ikke og vil aldrig komme noget folk under solen mere begærligt end de efter sølv og guld, som deres forbistrede åger også viser. Og de trøster sig også med, at når deres Messias kommer, skal han tage alt guld og sølv i verden og dele det mellem dem.

De lever hos os som hjemme, under vort værn og beskyttelse, de benytter landet og vejene, torve og gader, og imens sidder vore fyrster og øvrigheden og snorker med åben mund, lader jøderne forsyne sig af deres åbne pung og pengekiste, stjæle og røve, hvad de vil, dvs. de lader sig selv og deres undersåtter flå og udsuge af jødernes ågeren og bringes til tiggerstaven for deres egne penge.

Jovist, de holder os kristne fangne i vort eget land, de lader os slide i vort ansigts sved, erhverve gods og guld, medens de sidder i kakkelovnskrogen og dovner, gør sig til gode, steger pærer, æder og drikker, lever trygt og godt af vor surt fortjente indtægt, holder os og vor ejendom i fangenskab med deres forbistrede åger, spotter os og spytter på os i tilgift, fordi vi arbejder og lader disse dovenkroppe leve af og i vor ejendom, så at de altså er herrer og vi deres tjenere med vort eget gods, vor sved og vort arbejde, og forbander vor Herre og os selv som belønning og tak.

I fortjener end ikke at se bibelen udvendigt, langt mindre at læse den. I skulle kun læse den bibel, som svinet har under halen, og æde og drikke de bogstaver, som falder ud derfra.

Der sker dem kun deres ret, når de forkaster Guds sandhed og i stedet må tro på sådanne skændige, tølperagtige, naragtige løgne og i stedet for Gudsordets skønne ansigt må kigge djævelen i hans kulsorte bags løgnehul og tilbede stanken derfra.

Den, som nu har lyst til at huse, fodre og gøre stads af en sådan giftig slange- og djævleyngel, som er de argeste fjender af vor Herre Kristus og os alle, og ønsker at lade sig flå, udplyndre, bestjæle, bespytte, forbande og at lide allehånde ondt, lad ham tage sig kærligt af disse jøder. Er det ikke tilstrækkeligt for ham, kan han også lade dem lette sig i munden på ham eller krybe ind i hans bag og tilbede denne helligdom …

Se, den fyr, jeg nu ser, har hver lørdag fordømt og ønsket ondt over mine kære Herre Jesus Kristus, som har forløst mig med sit blod, og spyttet ad ham, desuden bedt og besvoret Gud om, at jeg, min hustru og mit barn og alle kristne må blive stukket ned og jammerligt omkomme, han ville gerne selv udrette det, om han kunne, for at tilegne sig vor ejendom, måske har han nu også i dag flere gange spyttet på jorden over Jesu navn (som de plejer at gøre), så at spyttet endnu hænger ham om munden og i skægget, hvis han har haft lejlighed til at spytte. Og så skulle jeg spise og drikke eller samtale med sådan en djævlebesat flab – på den måde måtte jeg af fad og kande kunne spise og drikke mig fuld af djævle, eftersom jeg visselig derved gjorde mig delagtig i alle djævle, som bor i jøderne og spytter ad Kristi blod.

I 1543 kom Luther i skriftet ’Om jøderne og deres løgne’ med syv anbefalinger til de tyske myndigheder og præster. Anbefalingerne er et regulært program for, hvordan jødedommen i Tyskland skal knuses:

  1. For det første skal jødernes synagoger og skoler brændes ned til grunden. Lykkes det ikke helt, skal man dække det tilbageværende til med jord, ”så at intet menneske nogensinde ser en sten eller slagge heraf.” Kunne man, som Luther tilføjer, kaste selve ”helvedes ild derpå, ville det også være godt”. Luthers eksplicit udtrykte forbillede i Bibelen er her 5. Mosebog 13,13ff: ”dersom en by bedriver afguderi, skal man ødelægge den fuldstændigt med ild og ikke levne noget af den.”
  2. For det andet skal jødernes beboelseshuse ødelægges. Derefter kan man anbringe jøderne ”under et tag eller i en stald, som man gør det med sigøjnere”. Så kan de forstå, at de ikke længere er herrer i landet.
  3. For det tredje skal man tage jødernes bøger, bønnebøger og Talmudskrifter fra dem, da der heri læres ”så meget afguderi, løgn, forbandelse og bespottelse”.
  4. For det fjerde skal rabbinerne – under trussel om dødsstraf – forbydes at undervise. Jøder generelt skal være hjemfaldne til samme nådesløse straf, hvis de beder offentligt blandt de kristne. Hvorfor? Fordi det alt sammen ifølge Luther ikke er andet end ”gudsbespottelse, forbandelse, afguderi”. Den kristne, der hører en jøde nævne Guds navn, skal melde det til øvrigheden eller kaste svinelort på ham. Det angår, ifølge Luther, nemlig ”Guds ære og saligheden for os alle – også jøderne.
  5. For det femte skal det forbydes jøderne at rejse omkring. De skal forblive under det tag eller i den stald, som de fremover skal bo i. Så laver de ingen ulykker.
  6. For det sjette skal jøderne forbydes al ”ågerhandel”, og de kristne skal fratage dem alle ”rede penge og guld- og sølvstykker”. Ifølge Luther har dette intet at gøre med røveri. De kristne tager nemlig blot det tilbage, som jøderne har stjålet fra dem via åger. De beslaglagte penge kan jøderne dog få tilbage, hvis de skulle konvertere til kristendommen.
  7. For det syvende skal de unge stærke jøder og jødinder sættes til fysisk tvangsarbejde, konkret til at knokle med ”plejl, økse, hakke, spade, rok og ten i hånd”. Så kan de lære lidt om livets realiteter. For det er uacceptabelt ifølge Luther, at de kristne skal arbejde i deres ”ansigts sved”, mens jøderne ”vil sidde i ovnkrogen og dovne dagen lang, mæske sig og gøre sig det behageligt …

Men – for der er et væsentlig men – Luther tror ikke selv synderligt på det realisable i sine anbefalinger. I det mindste er han i tvivl, om det er nok. For jøderne – ”disse ædle verdensherrer og forbitrede giftorme” – vil næppe ”ydmyge sig dybt” under de kristne. Derfor opfordrer han til en radikal løsning på ”jødeproblemet”, nemlig at jage jøderne ud af landet som ”gale hunde”. For altid. Hvor Luther i 1523 slog for lyd for at integrere jøderne i samfundet, slår han nu til lyd for at ekskludere dem. I bogstaveligste forstand.

Nogle eksperter mener, at Luther går et afgørende skridt videre, nemlig at slå til lyd for også at dræbe jøderne. I det mindste skrev han flere ting, der let kan fortolkes i den retning.

For det første skal de jøder, der ikke vil følge punkt 4 i hans syvpunktsprogram, henrettes. Det betoner han som sagt udtrykkeligt. For det andet pointerer han følgende:

Hvad vore landsherrer angår, ønsker og beder jeg om, at de, hvis der bor jøder i deres område, vil udøve en skarp barmhjertighed mod disse elendige mennesker, som ovenfor sagt, om det dog måske kunne hjælpe lidt (skønt det nok er tvivlsomt), ligesom de gode læger gør: Når der er gået koldbrand i kroppen, går de ubarmhjertigt til værks og skærer, saver og brænder kød, årer, marv og ben bort. Således skal man også gøre her, nedbrænde deres synagoger, forbyde alt det, som jeg ovenfor har opregnet, tvinge dem til at arbejde og behandle dem med al ubarmhjertighed, ligesom Moses gjorde i ørkenen, da han ihjelslog 3000, for at ikke alle tilhobe skulle gå til grunde.

[Jøderne er] tyve og røvere, som hver dag ikke nyder en bid eller har en trevl på kroppen, som de ikke har stjålet og røvet fra os ved deres fordømte ågervirksomhed, de lever således hver dag med hustru og børn af tyveri og rov som ærketyve og landevejsrøvere i al ubodfærdig tryghed. En ågerkarl er nemlig en ærketyv og landevejsrøver, som retfærdigvis burde hænges i en galge syv gange højere end alle andre tyve.

Om Schem Hamphoras og Kristi slægt (1543):

Skriftet er ikke henvendt til jøderne, der beskrives som lige så umulige at omvende som Djævelen selv. Man kan nemlig ikke ifølge Luther:

lave en engel ud af Djævlen, eller himmel ud af Helvedet, liv ud af døden, hellighed ud af synden; dette er umuligt … For en jøde eller et jødisk hjerte er så stok-sten-jern-djævle-hårdt, at det på ingen måde kan bevæges. Selv hvis Moses kom med alle profeterne og lavede alle undere for deres øjne, ligesom Kristus og apostlene gjorde for dem, således at de måtte opgive deres ufornuft, så ville det være omsonst. Selv hvis de blev straffet så grusomt, at stræderne flød med blod, så deres døde ikke kunne regnes og tælles i hundredetusinder, men millioner, ligesom det skete i Jerusalem under Vespasian og Hadrian, ja, så ville de stadig insistere på at have ret, om de så efter disse 1500 år skulle tilbringe yderligere 1500 år i elendighed …

Efter Luthers opfattelse hidrører jødernes opfattelser fra Djævelen selv. Han skriver, at jøderne ganske vist var udvalgt til at være ”Guds mund”, men jøderne

kneb mund, øjne og ører sammen af hele hjertet og alle kræfter. Da kom Djævlen, og for ham spærrede de øjne, svælg, ører, hjerte og alle sanser op, han sked og sprøjtede dem så fulde, at det over alt fra dem plaskede og flød ud med lutter Djævlelort. Det får dem til at smaske som svin af hjertens lyst. Sådan vil de have det”.

I vores sognekirke her i Wittenberg er en so hugget ud i sten. Under den ligger pattegrise og jøder og dier; bagved soen står en rabbiner, der løfter soens højre ben op, og med venstre hånd trækker han dens bagdel over sig, bukker sig og kigger med stor flid under soens bagdel ind i Talmud, som om han vil læse og forstå noget vanskeligt og specielt. Derfra har de helt sikkert deres Schem Hamphoras …

Hvis en rabbiner gør i en potte for øjnene af dig, tykt og tyndt, og siger: Her har du en herlig mandelgrød, så vil du skulle svare, at du aldrig i dit liv har fået bedre grød. Vov ikke livet og sig andet. For den, som har magt til at sige, at sort er hvidt, og hvidt er sort, Gud og skabelsen uagtet, han kan vel også sige, at hans bagerste åbning er den forreste, og at hans bug er en grødgryde og en grødgryde hans bug.

Som forklaring på, at jøderne fortolker Bibelen på en anden måde end Luther, skriver Luther:

[D]a Judas Iskariot hængte sig selv, sprang hans tarme i stykker, og, som det går den hængte, bristede hans blære. Måske jøderne sørgede for, at deres tjenere var til stede med deres guldkander og sølvskåle, som fangede Judaspisset (som de kalder det) sammen med resten af de hellige ting; derefter blandede de det med ekskrementerne og åd og drak det i fællesskab, så de fik så skarpe øjne, at de kunne se kommentarer i Den Hellige Skrift, som hverken Matthæus, Esajas eller alle englene, for ikke at sige os forbandede ikke-jøder, kan se. Eller de har kigget op i bagdelen på deres gud, dæmonen, og har fundet det skrevet i samme dunsthul”.

Åh, Herre Gud, jeg er alt for mild, når jeg spotter disse djævle [jøderne]; jeg ville gerne gøre det, men de er mig langt overlegen til at spotte. De har også en gud, der er mester i at spotte og hedder den fæle Djævel og onde ånd.

Jøderne skal straffes som ingen andre … De kommer ikke som hedningerne til at falde øverst i Helvede, heller ikke midt i Helvede, men i Helvedes dybeste afgrund.

Hvis jeg kunne, ville jeg stikke dem [jøderne] ned og i min vrede gennembore dem med sværdet.
Tischreden, 1543

Fra prædikenen Advarsel mod jøderne (1546)

De [jøderne] er vores offentlige fjender. De stopper ikke med at bespotte vor Herre Kristus, kalde jomfru Maria en luder, Kristus et luderbarn eller kalde os skiftinger og aborter. Hvis de kunne dræbe os alle, ville de gladelig gøre det. Ofte gør de det, især dem, der udgiver sig for at være læger – selv om de undertiden hjælper – for Djævelen hjælper med at gøre deres arbejde færdigt … De giver gift til nogen, som kan dø af det efter en time, en måned, et år, ja, efter ti eller tyve år. Den kunst kan de.

Luther sagde imidlertid også, at hvis jøderne vil modtage Kristus som deres messias, så vil kristne betragte dem ”som brødre” og ”gladelig tilgive dem”. Hvis ikke, så skal de smides ud af landet; ellers vil de kristne blive medskyldige i jødernes ”synder”.

Dette blev Luthers sidste offentlige ord, inden han døde 18. februar 1546.