Luther og fornuft

I Artikler af Thomas Bjørnestad Platz

Luther har et ambivalent og undertiden modsigelsesfyldt forhold til fornuften. Når det kommer til religionen, troen og frelsen, opfatter han ofte fornuften som en djævelsk dødsfjende, der skal dræbes.

Derfor er der blandt alle farligheder på jord ikke noget, der er farligere end en højtstræbende, snedig fornuft, især i åndelige forhold, som har med sjælen og Gud at gøre. Det er lettere at lære et æsel at læse end at forblinde menneskers fornuft og lede dem på rette vej. Alligevel må den forblindes og tilintetgøres.
Fortolkning af Salme 109, 1518

Gendøberne vil bevise, at ingen bør døbes, som ikke bekender sin tro … Og de siger, at børn ikke har nogen fornuft. Som om fornuften førte til tro! Det er jo først og fremmest fordi børn ikke har nogen fornuft, at man bør døbe dem. Jo svagere fornuft, jo større er evnen til at modtage troen, for da mangler man den modstand, som er den største hindring for kloge mennesker. Fornuften er den største hindring for troen, eftersom alt guddommeligt ses som meningsløst for den, for ikke at sige som løgn.
Bordtaler, 1533

[F]ornuften er i direkte modstrid med troen. Derfor må man lade fornuften fare; hos de troende må den være dræbt og begravet. Men gendøberne laver et troens lys ud af fornuften, så at fornuften skal lyse for troen … min mening er, at den lyser ligesom en lort i en lampe … altså skal fornuften også dræbes i alle, der tror på Kristus
Prædiken, 1537

Åger, drukkenskab, ægteskabsbrud, mord, drab etc. – dette kan man mærke, og verden forstår også, at det er synder. Men djævelens brud, fornuften, den smukke skøge, kommer hid og vil være klog, og det, hun siger, mener hun, er helligånden, og hvem vil da hjælpe? Hverken jurist, læge, konge eller kejser. For hun er den ypperste hore, som djævelen har.
Prædiken, 1546