Luther, kættere og gudsbespottere

I Artikler af Thomas Bjørnestad Platz

I begyndelsen opfordrede Martin Luther til at bekæmpe kættere udelukkende med ”Guds ord”, altså åndelige, ikke-voldelige midler. Men det skrev han nok ikke mindst for at sikre sig selv og sin læres overlevelse, da begge befandt sig i betydelig fare.

I takt med, at hans tanker efter bondeoprøret i 1525 i stigende grad fik støtte fra fyrster og øvrigheder og kom til at ligge til grund for nye magtfulde kirker og stater, ændrede Luther nemlig holdning. Nu var han ikke blot afvisende over for kættere, men var også parat til at bekæmpe dem med magt. Og inden længe kom han til at opfatte alle, der offentligt gav udtryk for en anden religion end den lutherske, som kættere, gudsbespottere og deslige, og dem skulle de verdslige myndigheder bekæmpe, om nødvendigt med dødsstraf.

I 1523 understregede Luther, at kætteri ikke kan bekæmpes med magt:

For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til, og her er det en anden kamp end sværdets. Guds ord skal kæmpe her; hvis det ikke kan klare det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med sværd eller brænde med ild eller drukne med vand. Men Guds ord er alene om det.
Om lydighed mod den verdslige øvrighed, 1523

I 1530 havde piben imidlertid fået en anden lyd. Nu opfordrede Luther til landsforvisning eller dødsstraf:

Hvis nogen underviste i en doktrin, der modsiger en trosartikel, der klart er funderet i Skriften og troet af kirken i hele verden, såsom de artikler fra bekendelsen, som vi underviser børnene i – som f.eks. hvis nogen lærte, at Kristus ikke er Gud, men blot et menneske ligesom andre profeter, sådan som tyrkerne og gendøberne mener – sådanne lærere skal ikke tolereres, men straffes som gudsbespottere. For de er ikke blot kættere, men åbne gudsbespottere, og herskerne har pligt til at straffe gudsbespottere … Tilsvarende skal herskerne også straffe – eller bestemt ikke tolerere – dem, som lærer, at Kristus ikke døde for vores synder, men at alle skal selv skal gøre fyldest for dem; for det er også bespottelse mod evangeliet og mod den artikel fra bekendelsen, som vi alle beder: ’Jeg tror på syndernes forladelse’ og på ’Jesus død, opstanden etc.’ … Moses beordrer i sin Lov, at sådanne gudsbespottere, ja, alle falske lærere, skal stenes. Så i dette tilfælde burde der ikke være meget at strides om, men sådanne åbne gudsbespottere skal fordømmes uden høring og uden forsvar, som Paulus befaler i Titus 3,10: ’En kætter skal undgås og vises bort, efter han er blevet irettesat en eller to gange’
Fortolkning af Salme 82, 1530.

[V]i må ikke afskaffe eller skjule befalingen om at stene falske profeter, men fromme herskere må ikke straffe nogen uden først at se, høre, lære om og være sikker på, at vedkommende er gudsbespotter.
Fortolkning af Salme 82, 1530.

I 1531 angik det dødsstraf igen:

”Dette er jeg, Martin Luther, enig i. Selv om det kan synes grusomt, at de skal straffes med sværdet, så er de selv endnu grusommere, fordi de fordømmer forkyndelsens embede, udbreder en uvis lære, undertrykker den rette lære og vil omstyrte de verdslige myndigheder.”
Luther, der tilsluttede sig en betænkning udarbejdet af Wittenberg-teologer med Melanchthon i spidsen, en betænkning, der anbefalede, at gendøbere skulle halshugges, 1531.

I 1536 erklærede Luther og andre Wittenberg-teologer, at de verdslige myndigheder skal bekæmpe ”fejlagtig gudstjeneste”, ”falske lærdomme”, “gudsbespottelse” og ”afgudsdyrkelse”, og de, der ikke vil omvende sig, skal henrettes:

Fyrster og myndigheder har magten og pligten til at afskaffe fejlagtig gudstjeneste og i stedet at etablere sand undervisning og korrekt gudstjeneste. Dette bud byder dem også at undertrykke offentlig undervisning i falske lærdomme og straffe den genstridige. 3. Mosebog [24,16] taler om dette: ’Den, der bespotter Gud, skal dræbes’.
Om kristne fyrster er forpligtede til at undertrykke den ukristne sekt gendøberne med korporlig straf og sværdet, 1536 Dokumentet er underskrevet af Martin Luther og de andre Wittenberg-professorer Philipp Melanchthon, Johannes Bugenhagen og Caspar Cruciger

Fyrster har ikke blot pligt til at beskytte deres undersåtter og deres ejendele og liv, men deres embedes vigtigste opgave er at forøge Guds ære og bekæmpe blasfemi og afgudsdyrkelse. Således gjorde også kongerne i Det Gamle Testamente – og ikke kun de jødiske konger, men også de ikke-jødiske, konverterede konger – der henrettede dem, der gjorde sig skyldige i falske profetier og afgudsdyrkelse. (…) Den verdslige myndighed eksisterer ikke kun for at tjene folks fysiske velfærd, men frem for alt for at tjene Guds ære, for den er en tjener af Gud, som den gennem sit embede anerkender og lovpriser.
Om kristne fyrster er forpligtede til at undertrykke den ukristne sekt gendøberne med korporlig straf og sværdet, 1536. Dokumentet er underskrevet af Martin Luther og de andre Wittenberg-professorer Philipp Melanchthon, Johannes Bugenhagen og Caspar Cruciger

Martin Luther døde i 1546, men Luthers efterfølgere fortsatte med at lægge en jernhård linje over for religiøse afvigere, som her i 1557:

Gud har klart og eksplicit beordret den verdslige myndighed til at straffe offentlige gudsbespottere inden for dens territorium. Det står således skrevet i 3. Mosebog 24 [16], at den, der gør sig skyldig i gudsbespottelse, skal henrettes, og denne lov er ikke kun bindende for Israel, men er en naturlig lov, der gælder alle autoriteter, konger, fyrster, dommere etc. … Og regeringer skal sørge for orden til Guds ære, de skal straffe og skaffe offentlig afgudsdyrkelse og gudsbespottelse af vejen.
Tanker om gendøberne. Om kirkeret og deraf følgende kirkelig og korporlig afstraffelse af gendøbere, 1557. Dokumentet er skrevet af Philipp Melanchthon og andre fremtrædende lutheranske teologer